Hjemmelavet strækvikle

Mads er ikke den bedste til at sove, så der er ikke så meget tid til andet, men det begynder at hjælpe på det. Han vil gerne sove på armen eller hvis man putter ham tæt ind til sig, hvilket er rart så man ved han får lidt søvn.
I min desperation googlede jeg løs på muligheder og fandt ud af at nyfødte gerne må være i strækvikler. De må nemlig ikke være i bæreseler i særlig lang tid. Så jeg fik købt noget stof og syede hurtigt en strækvikle og det har jeg ikke fortrudt!
Mads i sin strækvikle for første gang ude og handle
Han falder i søvn i løbet af få minutter og så har man armene fri, man skal bare støtte hovedet hvis man ikke folder stoffet helt ind over hovedet. Og når man først får lært at sno den om sig er den meget hurtigere og nemmere end barnevognen, hvis man skal ind og handle (synes jeg).
Det handler om at man skal have et stykke stof på 5-6 meter langt (afhængigt om man er tyk eller tynd) og 65 cm bredt.
For at spare penge købte jeg 3 meter og klippede det op på langs og syede sammen, men hvis man er 2 der skal bruge 1 hver eller man ikke kan sy, køber man bare et stykke stof på 5-6 meter og klipper det 65 cm bredt.
Mads i sin strækvikle i interlock
Stoffet skal helst have stræk på den korte led men ingen eller lidt på den lange led. Det er typisk jersey eller rib der har det. Jeg købte noget der hedder interlock (28,95 kr meteren hos Stof og Stil i Roskilde) som godt nok er i polyester, men det har intet stræk på den lange led og det var meget billigt i Stof og Stil.
Hvordan den vikles vil jeg ikke gå ind i, det er der mange gode youtube videoer om. Søg evt. på 'Newborn Mobywrap'.
Mads er gået godnat i strækviklen og er ikke generet af jeg render rundt og laver alt muligt

Etiketter: , ,