Skrevet af Jacob
Nu hvor to er blevet til tre, bliver der hurtigt fokus på tidsrøvere i hverdagen. Så her i den første tid hjemme, har jeg taget en ordentlig tørn i køkkenet og lavet et par store portioner kalkungryde og kødsauce, som fryses ned i portioner.
Styrken ved begge retter er at de er nemme at lave, med kun relativt kort tid hvor man skal være over det. Det er også retter som kan bære at stå og simre hele dagen. Yderligere går de godt sammen med nemt tilbehør som ris og pasta.
Som et forsøg på at strække vægt og volumen lidt - uden at "tynde" retterne - har jeg købt kikærter på dåse, som er kørt til mos i minihakkeren. Man kunne også bare opbløde kikærter selv, men lige for tiden vejer "bekvemt" tungt i indkøbskurven. Det bliver en lysebrun pasta med bittesmå bløde klumper i som dels er med til at tykne retten og spare maizena, men der er også godt med protein i. Det er ikke noget man smager, men der er da røget 750g ekstra fyld i de to retter tilsammen.
Kødsauce
2,5 kilo hakket okse
3 store peberfrugter, hakket fint
8 store gulerødder, revet
1/2 liter sødmælk
5 dåser hakket tomat
1 dåse kikærter, moses på minihakkeren
140g tomatpure
1 dåse majs
4 store rødløg
4 fed hvidløg
1 terning oksebouillon
Salt og peber.
Man kan starte allerede om formiddagen med at brune løg og tomatpure af, lige brune køddet og hælde de våde produkter ved. Kødsauce bliver kun bedre af at stå og simre. Det er knap så vigtigt hvor hurtigt og hvornår de øvrige ingredienser kommer i. Og så kan kødsauce kan jo bruges til mange ting, og en portion der tages op kan f.eks. peppes op med oregano og køres på pizzadej, få en dåse røde eller kidneybeans, majs samt chili osv og gøres til chili con carne, bruges i en lasagne, etc. Den kan også bare tages som den er og spises med ens favoritpasta. Ovenstående omgang gav 12 portioner af minimum 500 gram hver.
Kalkungryde
2 kalkunbryster á 900g snittet i grove stykker
2 pakker bacon, skåret i små stykker
1 liter fløde
1/2 liter cremefraiche 18%
1/2 liter sødmælk
5 store peberfrugter(gul+rød) skåret i fingerspids-størrelse
5 store løg skåret som peberfrugterne
500g champignon
2 dåser kikærter, moses på minihakkeren
2 grøntsags bouillonterninger
2-4 "sweet potatoes", skæres i skiver
salt, peber, en anelse paprika
Igen en ret der kan startes tidligt, og laves færdig løbende som det passer. Jeg startede med de våde ting i en gryde, og brunede så bacon af i en sautepande med låg ved siden af. Derefter løg, lidt senere champignon og som det sidste stegte jeg kalkunstykkerne kort tid før servering, de fik kun 5 minutter i den store gryde. Igen er det nemt at komme grøntsager osv i løbende, den bliver heller ikke ringe af at simre hele dagen. Denne ret er selvfølgelig ikke så alsidig som kødsaucen, men smager glimrende med ris til. I samme væk har jeg kogt ris til to dage, som jeg bare hælder sammen med gryderetten under opvarmningen i morgen. Ovenstående omgang gav 10 portioner.Etiketter: Opskrifter