For at forkæle min mor på mors dag, som bliver hendes sidste solodag når jeg nu selv skal være mor, lavede jeg en rabarberis og bagte pandekager til hende. Min mor har altid elsket pandekager og lige siden jeg var helt lille kan jeg huske at hvis jeg har spurgt om jeg måtte bage noget har svaret altid været pandekager og en overgang var det sandkage.
Isen havde jeg prøvet af på Jacob og den blev ret god, let syrlig som går godt til fløden og de søde pandekager. Og så kan man henkoge en masse glas rabarber og gemme til at lave is, lige når man har lyst, man skal bare ned og købe fløde og æg, hvis man ikke er så heldig at have havehøns.
Rabarber parfait
3 æggeblommer
2 spsk sukker
1 spsk vaniljesukker
et nip fint salt
1/4 liter øko piskefløde
Et glas henkogte rabarber, ca. 200 g vil jeg tro (se opskrift her)
Piskefløde piskes stiv, men stadig blød, hellere for lidt end for meget, ellers bliver den let smøragtig.
I en anden skål piskes æggeblommer, sukker, vaniljesukker og salt lysegult og luftigt.
Rabarberne blandes godt med æggemassen, som derefter vendes sammen med flødeskummet. Rabarberne kan godt være ret vandige og måske falde til bunds i indfrysningen, det gør ikke noget skidt ved smagen, dog kan det krystallisere lidt. Hvis man vælger en flad bøtte at fryse det ned i går det hurtigere og man får taget noget af det koncentrerede rabarbersnask i bunden med op når man tager en skefuld. Man kan også røre et par gange under indfrysningen hvis man er meget hys. Det skal helst i fryseren i 4-5 timer inden den er klar til pandekager.Etiketter: Is, Rabarber