Da jeg var lille, dvs. på det tidspunkt hvor man selv måtte cykle rundt hvor man havde lyst til, brugte jeg utrolig meget tid på biblioteket. Det var før internettet rigtig var blevet til noget og det var stort hvis man havde en e-mail adresse, jeg kan huske jeg havde et par e-mail penneveninder.
Hver gang jeg havde været på biblioteket havde jeg fyldt et indkøbsnet til bristepunktet og så cyklede jeg ellers hjem med en posefuld bøger hængende på styret som bankede ind i hjulet hele tiden. Og når jeg så havde glemt et stofnet, måtte jeg tage en plastikpose, hvor hanken altid knækkede på vej hjem, så jeg måtte trække hele vejen, ak ja barndomsminder!
En bunke bøger hvor der kun var få der var værd at læse
Jeg har aldrig læst skønlitteratur og kommer nok heller ikke til det, det fanger mig ikke rigtigt, jeg har altid læst bøger om haver, planter, dyr, håndarbejde og alle mulige mærkelige hobbyer.
Dengang brugte jeg biblioteket som min eneste kilde til viden, hvor jeg i dag bruger biblioteket som inspiration og låner flest bøger som der kun findes 1-2 af på alle landets biblioteker (og mange gange engelske) og får dem derfor sendt til Holbæk. Det er blevet legende let at finde og reservere bøger i dag på bibliotek.dk hvor jeg husker at man skulle snakke med en bibliotekar i 'gamle' dage og det var svært at 'browse', man skulle næsten vide hvad man ville have.
Den største kilde til min viden i dag er helt klart internettet og selvom jeg elsker at gå på biblioteket er jeg helt klart mere til internettet når det gælder viden, da man får mangfoldigheden og kan finde uendelige mængder kilder og mennesker der ved noget og man kan selv vælge hvilken vej man vil gå, men det kræver man kan være selektiv. Mange bøger i dag er blevet lidt for poppet til min smag og der er længere mellem de gode bøger, som ikke bare er en eller anden kendis der har taget nogle flotte billeder.
Da jeg var lille var det over halvdelen af en posefuld jeg læste igennem, hvor det i dag kun er 1-2, håber ikke udviklingen fortsætter, så jeg til sidst ikke kommer på biblioteket, for det er så hyggeligt!
Hjortespring bibliotek i Herlev - mit barndomsbibliotek hvor jeg har slidt flere bibliotekskort op