Hvert efterår har jeg lidt svært ved at nå at få sat hvidløg i den periode jeg beslutter mig for, så det ender altid med det sker i november. Det går jo meget godt alligevel og det er ikke noget der går mig på, jeg tror bare at min haverytme med hvidløgssætning passer bedre i november.
Sidste år gik det dog ikke lige som det plejer og hvidløgene kom faktisk slet ikke i jorden...
I dag har jeg sat årets hvidløg i potter, da jeg har for ondt i ryggen for tiden til at rende og bukke mig i køkkenhaven. Så de får lige en uge eller 2 i potter i udestuen, men helst ikke længere end at de lige bryder jorden. Så er de forhåbenligt kommet godt fra start og kan komme ud på deres blivende sted.
|
Store saftige fed af 'Alexander Tjetjanov' |
De sidste par år har jeg dyrket Estisk Rød uden imponerende resultater, men jeg tog det ikke for noget da vi ikke har så meget sol og jeg vander sjældent trods tørke. Sidste år dyrkede jeg et anden Frøsamler-hvidløg, 'Alexander Tjetjanov' og det gik meget bedre. Måske er vores jord bare bedre egnet til nogle sorter frem for andre, ellers er det de lys/varme/vandforhold vi har der begrænser os til nogle sorter.
|
Årets hvidløgssorter |
Sætning af hvidløg i foråret
Sidste år prøvede jeg med forårssætning i et forsøg på at lave et-feds-hvidløg, da de efter sigende ikke skulle splitte sig i fed, hvis de ikke får frost (men det gjorde de allesammen). Jeg satte fed over en længere periode og fandt faktisk ud af at dem jeg satte senest (7/4) blev størst. Muligvis fordi de stod i en potte i kortest tid, men ikke desto mindre har jeg håb om at de nogle af dem bliver en acceptabel størrelse og at jeg i det mindste kan få opformeret sorterne, så jeg har flere sættefed til næste år.
Sorterne i år er: Blege Jacob, Alexander Tjetjanov, Estisk Rød, Transylvanien, Inchelium Red, Vigor og et lovende flettesupermarkedsløg.
|
Estisk Rød i alle aldre
Nederst og med uret ses de hvidløg der var sat sidste forår, til højre er dem der er sat forrige efterår og i midten er yngleløg |
|
Feddene er sat meget tæt, men skal kun være i potten til spiren bryder jorden |
|
De fleste af sidste års hvidløg har stukket rødder ud og er lige til at ploppe i jorden (her ses 'Alexander Tjetjanov') |
'Blege Jacob'
Sidste år vandt jeg Frøsamlernes hvidløgskonkurrence for 'Det hvideste hvidløg' med en af de ukendte hvidløg. Jeg har en tendens til at snolde hvidløg til sætning hver gang jeg ser nogle store eller flotte i grønthandlerne, så jeg sætter altid nogle rækker med blandede supermarkedsløg, hvor jeg så hvert år udvælger de bedste som bliver sat året efter. Jeg mindes ikke at have købt så hvidt et hvidløg, de er altid grumsebeige i butikkerne. Det er dejlig stort trods det blev sat i april sidste år, har dog mange fed, dvs. der er mange små i stedet for få men store. Hvis det var sat tidligere havde det nok været større.
Det er et fletteløg (softneck) og det har helt sikkert et sortsnavn, men butikkerne skriver jo aldrig noget på skiltene. Det er utrolig hvidt, næsten som om det er dyppet i klorin, så jeg har opkaldt det efter min rødhårede mand som altid er hvid, hvis han ikke er ildrød pga. han bliver solskoldet efter 5 min :)
Ligesom 'Alexander Tjetjanov' virker det som om den her sort godt kan lide vores jord/forhold, så jeg håber at kunne skabe samme gode resultat i år.
'Blege Jacob' var som den eneste sort, begyndt at skyde toppe op af feddene udover rødder, som de andre også har gjort. Da de alle er opbevaret samme sted, kunne det godt tyde på at det er en tidlig sort der går hurtigere i gang end de andre.
|
Konkurrencevinderen af hvideste hvidløg som er blevet døbt 'Blege Jacob' |
|
7 potter med årets hvidløg sat i udestuen d. 3. april |
UPDATE 11/APR/2014:
Nu har de stået i udestuen i 8 dage og skal til og plantes ud på deres blivende sted. Alle hvidløgene er ved at komme op og man kan ane rødderne i bunden. Særligt 'Blege Jacob' har fart på, men det var også den som var mest spiret til at starte med.
|
8 dage efter de er sat i potte bryder de jordoverfladen og rødderne stikker ud af bunden |
Etiketter: Hvidløg