Slåensnaps

På Frøsamlernes årsmøde 2013 var vi ude på en strandtur med naturvejlederen Jørgen Stolz, hvor vi kiggede og smagte på spiselige planter langs stranden.
Turen startede ved Sanddobberne hvor vi gik langs stranden og op til Vejrhøj og ned igen, meget dejlig tur. Her fandt vi flere spiselige planter, min favorit var agermynte, som faktisk ikke er en strandplante, men jeg er allerede i tvivl om hvordan det var den så ud. Men den er god som te.
Slåensnaps sat over 25/9-2013
På vej op til Vejrhøj var der masser af slåenbuske og jeg har lige fået nogle fine små flasker af min mor til snapseforsøg, så jeg plukkede et par håndfulde.
Slåen bliver først gode efter frosten, ligesom rønnebær, så de blev mast godt ned i flasken og kom så i fryseren et par dage. Herefter tog jeg dem op og lod flasken tø på bordet et par timer, hvorefter jeg hældte vodka (kunne også have været Brøndums klar) helt op til flaskehalsen.
Jeg har lavet slåensnaps for nogle år siden, hvor det var den eneste af mine snapseeksperimenter der var en succes, og i år er det lavet på Skyy vodka, som skulle være en god vodka. Men den skal stadig drikkes som en alm. kryddersnaps til påskebordet.

Den skal stå og trække med bærene i mindst 3 måneder hvorefter jeg vil si den, fylde efter med vodka + en ske sukker, så flasken bliver fyldt op og så skal den stå 3 mdr. til og samle sig.
Den første jeg lavede stod ½ år med bær (inkl. sten) og derefter ½ år efter filtrering (tilsat en ske sukker), så det er ikke sikkert denne bliver lige så god. Men så kan man skrue låget på igen og lade den stå ½ år til og håbe det hjælper.

Februar 2014: Fandt snapsen og fik den siet og fyldt flasken op med vodka og 1 tsk sukker. Efter at have siet bærene fra, var flasken ca. 1/2 fyldt, så fortyndingen var 50:50 her til sidst.

Etiketter: ,