Hjemmelavet hjælpeværktøj

Der er fuld gang i arbejdet med den nye loftkonstruktion. I "work smart, not hard" ånden har jeg lavet en fantastisk hjælper som sparer mig for at rive tommestokken op og ned af lommen hver tredje minut, og prisen har været voldsomme 27 kroner. Og så kan den tilmed bruges i konstruktionen bagefter.

Da vores nye etageadskillelse skal laves så den passer til gulvspånplader, skal alt tømmer placeres med 60cm c-c afstand, så jeg har taget en af reglarne på 240cm og skåret 45mm hakker i for hver 60 cm. Så kan man med ét værktøj holde afstanden på 5 stykker tømmer ad gangen i skak. Man bruger et lignende værktøj til at lægge taglægter præcist op, der kaldes det for en "ko". Jeg har således brugt meget krudt på at placere det midterste tømmer så det ikke buer hverken op/ned eller sideværts. Herefter går det som en leg at lægge resten af tømmeret op. Da der ligger 10 stykker tømmer med 60cm afstand, som i mellemrummet skal have placeret tværstivere for hver 60cm også, er det hele 170 tværstivere der skal saves og fastgøres, så tiden brugt på at lave lidt hjælpeværktøj og en ekstremt eksakt udlægning af "rygraden" tjener sig hjem mange gange.

Her er "koen" i brug.

Etiketter: