De sidste par år har jeg lavet lidt støbninger af forskellige blade (se her) jeg har fundet i haven. Og her den anden dag talte jeg med en haveentusiast, som havde tænkt på at lave et dybt fuglebadekar med form som en rabarber, men som er gravet ned i plænen, så man stadig kan slå græs rundt om.
Om eftermiddagen skulle Jacob støbe noget fundament, så jeg fik resterne, som svarede til en fyldt murspand med top og jeg lavede en forhøjning i en grusbunke, som jeg beklædte med rabarberblad (med bladnerverne opaf).
Så klaskede jeg ellers den våde beton på og dækkede løst med rabarblade ovenpå. Rabarberbladene ovenpå giver ikke noget mønster, men er til at holde på fugten, så det hærder langsomt. Ligesom de andre store fade jeg har lavet, er der ikke brugt armering, da de har holdt fint, selvom der er flyttet lidt rundt på dem.
Denne er desværre blevet for grov i strukturen da der er brugt færdigblandet mørtel fra en pose. Så vandet suser lige i gennem, men så bruger jeg den bare til planter i stedet.
Næste gang må jeg blande med grus og cement som jeg plejer.
Etiketter: Betonhobby