Overvintrede hvidløgstotter og ukrudsjorddække

Hvidløg skal jo høstes når de øverste blade begynder at visne ned i juli, men nogle gange har man lidt travlt med andre ting samt man har måske fjernet pindene ved rækkerne (for man kan jo sagtens se hvor rækkerne er). Når man nu er så smart som jeg at glemme det, ender det som regel med at hele hvidløget visner ned (nogle gange går det altså også hurtigt!) og så blæser vinden de overjordiske dele væk.
Så er man virkelig på den, og så skal hele stykket med hvidløg graves igennem for at finde dem igen når man høster. Desuden er de yderste lag også væk, så der er jord ned imellem fedene, det kan IKKE anbefales at være en klumregøj, heller ikke med hvidløg...
Unge overvintrede hvidløg gravet op i slutningen af Maj
Dem man overser og ikke får gravet op er dog ikke spildt, for de skyder som de første til foråret. Dem kan man forsigtigt grave op og sætte i rækker, så er man tidligt i gang.
Om foråret har man jo sat hvidløg (det gjorde jeg i efteråret), så jeg lader dem som regel stå i totter hvor de kommer op, indtil jeg skal bruge jorden til noget.
Så hiver jeg dem op og bruger dem i køkkenet. De grønne dele er især gode til en basisfond eller hvis man skal koge en kanin/høne til suppe.
Begge hvidløg har stået ude hele vinteren, det venstre har splittet sig, det højre har ikke
Nu er teorien jo at hvis et hvidløg har fået kuldepåvirkning over lang tid, så splitter det sig i fed. Men nogle af mine har ikke splittet sig i fed og jeg tror heller ikke de vil gøre det, for dem jeg har gravet op i det tidlige forår viser hurtigt tegn på at de splitter sig.
Billedet herover viser 2 hvidløg som har stået med 20 cm mellemrum ude i køkkenhaven og det ene har splittet sig, men det har det andet ikke og de har begge stået derude hele vinteren. Der var faktisk en stor del, som ikke har splittet sig...
Desværre kan man ikke se om de har splittet sig før man skærer dem over, jeg ville ellers gerne sætte dem som kan blive til 1-feds hvidløg. Jeg har udvalgt 6 stk af de største hvide, da jeg ikke har set nogle af de hvide som splitter sig i fed. De har nu stået i en spand vand i 1 dags tid og er sat tilbage i jorden.
Da jeg ikke troede jeg skulle bruge dem til noget er de bare revet op af jorden, så der er ikke så mange rødder, så det er spændende at se om de klarer den.

Jorddække til hvidløgene
I år har jeg prøvet en ny strategi. Alt ukrudt (uden blomster og frø) jeg luger bliver smidt på jorden rundt om hvidløgene. Indtil videre har jeg brugt brændenælder, skvalderkål, mælkebøtter (hev blomsterne af), tidsler og langt græs/kornstrå.
Sidste år til Frøsamlernes hvidløgskonkurrence så jeg at hende der afholdt det, havde dækket alle sine hvidløgsbede med brændenælder og hun diskede op med nogle af de største.
Jeg har alverdens ukrudt, så mine bliver dækket med lidt af hvert indtil brændenælderne kommer højere op, så er det lidt hurtigere at høste til et helt bed.

Hvidløg dækket med brændenælder, tidsler og mælkebøtter (Midt maj)
Her for en uges tid siden kom der et ordentligt regnskyl over Fyn/Vestsjælland og der nåede jeg lige at kaste lidt halvomsat kaninmøg pletvis ud blandt hvidløgene. Håber det gav lidt til dem, da ingen af vores kompostbunker er omsat desværre.
De var dækket med halm i vinters, som jeg fjernede hvad jeg kunne, inden jeg kom jorddække på, da halm forbruger energi til at blive omsat til jord, så der ville hvidløgene skulle slås med halmen om gødningen.

Etiketter: