Lige for tiden har jeg travlt med at sende frøposer afsted ud i det ganske land og min postkasse rummer også spændende overraskelser, når folk sender retur.
Det er en rigtig hyggelig ting at bytte frø og oftes har man masser af frø som man alligevel ikke skal bruge til noget og som ender med at ryge ud fordi de bliver for gamle.
Sådan er der heldigvis andre der også har det og så kan man jo bytte. Det er kotume at man finder en der har noget man gerne vil have og hvor man har noget personen vil have retur. Forholdet kan sagtens være 2 slags til én selv og 6 slags til den anden, uden at der er nogen der behøver at føle sig snydt. De fleste bytter med glæde og nogle er endda gode til at komme ekstra gaver i brevet i form af spændende frø de måske ikke har på deres bytteliste.
Det gode ved at man begge har noget er at så betaler man bare portoen for det brev man sender afsted og så er man faktisk kvit, da folk som regel ikke vil have penge for overskudsfrø. Hvis man ikke har noget at bytte med har jeg ikke oplevet at folk så ikke vil sende, og jeg har det heller ikke sådan selv, så betaler man bare porto i form af frankeret kuvert eller bedre med mobilporto.
Husk at tørre frø inden de sendes, ellers kan der ske ting og sager inden man åbner brevet :)
Normalt tørrer man frø før man sender dem afsted med posten, men sidst tilbød jeg selv at tørre frø. Så min frøbytteven gik ud i sin have efter frø af en hvid solhat og sendte dem afsted med det samme i et kaffefilter pakket i en pose. Desværre kom det lige op til en weekend og da jeg først havde mulighed for at åbne brevet om mandagen, skete der det som helst ikke skulle ske (lige nu).
Spiring!
Det er klart bedre end forrådnelse/svampevækst, men jeg havde ikke med i planerne at jeg skulle have plads til dem lige nu, men sådan er naturen, og så må man følge trop :)
Det ironiske er at jeg nok har prøvet at spire solhat de sidste 3 år og det er aldrig lykkes mig, næste gang sender jeg dem til mig selv med Post Danmark.