Juletræ med mejsekugler

Jeg synes det er lidt synd at juletræerne ryger direkte i komposten efter jul, så jeg fandt en måde i år at holde det i gang lidt længere. Når det er ædelgran holder det sig jo flot i evigheder.
Der er mange pileflettere der bruger det som base til et foderhus, men jeg er ikke kommet så langt med pilen og værkstedet, så det venter jeg med til om nogle år.
For nylig så jeg at DOF gav deres bud på hvad man kan genbruge sit juletræ til: At sætte det ud i haven og pynte det med mejsekugler og evt. hjemmestøbte fedt-kugler/stjerne/hjerter/muffins eller hvilken form man nu laver dem i.
Så har man længere glæde af træet og mere glæde af fuglene, hvis man stiller træet godt og centralt.
Juletræet er pyntet påny med fedtkugler - hønsene tager skraldet :)
Vi har en juletræsfod vi bruger hvert år, så Jacob har mast det ned i den våde græsplæne, så fylder vi bare lidt jord i når vi flytter det. Men hvis man er lidt mere sart med sin plæne kan man lave et gammeldags kryds som man også køber hos spejderne.
Ulempen ved træet er at mus og rotter har meget nemt adgang, så det skal man lige have i tankerne, det bør ikke være måden man fodre fuglene hele vinteren, for så er der flere dyr der finder ud af det og måske bosætter sig i nærheden.
Så er der liv i juletræet med mejsekuglerne
Jeg lukker hønsene ud i haven, så de tager alt det der er faldet ned på jorden og så kan man evt. tage kuglerne ind om aften eller hænge så få ud som de næsten kan nå at spise i løbet af dagen.
Hvis man laver tricket med hønsene, så husk at de ikke skal hænge i hønsehøjde, min har ikke fundet ud af at smuldret kommer fra kuglerne så de prøver ikke at flyve op i træet (endnu...).
Dejligt med liv i vinterhaven

Etiketter: , , ,