Midlertidig andegård

Et par ungdommelige moskusænder, endnu uden røde hoveder
Det var jo ikke just planlagt at vi skulle have ænder, så vi havde derfor ikke rigtig noget sted at gre af dem, da Jacob fik dem i gave.
De har gået i en 2 kvm. løbegård med strøm den første uge, men jeg synes de havde for lidt plads, så nu har jeg fundet en rest hegn på ca. 20 meter med 10 x 10 cm masker.
Vraltegården med rævesikret løbebur til natten
Om natten futter de selv ind i løbegården og så lukker vi den af og sætter strøm på, men om dagen er løbegården åben ud til indhegningen så de kan komme ud og løbe lidt rundt og baske med vingerne.
Men desværre kan der ikke være strøm på det hele om dagen, så vi håber ikke ræven finder på noget, mens vi er på arbejde. Vi har set den luske rundt om dagen før nemlig.
Da de nu går frit under himlen, har vi stækket deres vinger, der er delte meninger om det kun skal være den ene vinge eller begge, men vi har nøjedes med den ene vinge.
Stækket andevinge, som snart skal stækkes igen
Vi har købt noget rigtig andevoksefoder, men hvis man bare skal fede dem op, skulle de kunne fint nøjes med hønsevoksefoder eller kornblanding. De får en murspand med vand hver 3. dag til at dyppe hovedet og evt. krop og en stor hundeskål med frisk vand hver dag.
Vi var lidt i tvivl om vi skulle have dem henover vinteren og få ællinger til foråret, men vi har besluttet at slagte dem til jul, da vi har for meget om ørene og de er mere krævende, mht. vandforbrug, i forhold til høns og kaniner.
Med de andre kan der snildt være til flere dage i vandbeholderen, men ænder tager en god mundfuld mad og vralter over med det i vandskålen for at snadre. Så vandet er plumret i løbet af 10 minutter.
Indhegningen af dem er heller ikke optimal, så vi har besluttet bare at fede dem op og så få bygget noget ordentligt, når vi er ved at få styr på sidste fase af byggeriet.
Jeg er lidt ærgelig over det, for de er nogle virkelig dejlige dyr, meget rolige og sjove, de minder faktisk lidt om kaninerne i adfærd. Tuller lidt rundt og spiser græs og lige pludselig fjoller de rundt, meget underholdende. Og så er der bare et eller andet særligt ved at fodre ænder med brød af hånden :)

Etiketter: