Gør-det-selv jukebox

Skrevet af Jacob


Da vi skulle giftes for 3 år siden skulle vi bruge noget musik. Pengene var få, så vi tænkte på at leje en jukebox for alligevel at hæve niveauet til lidt over at have en computer stående med ledninger og forstærker etc. Men det kostede omkring 2.000 i leje, og så vågnede Ole Opfinder op. Jeg havde en udtjent computer stående, svigerfar donerede en skærm, en forstærker blev hentet fra kælderen og så tog projektet fart. 

Kabinettet
Efter at have lavet lidt tegninger og søgt inspiration på billedgoogle, lagde jeg mig fast på et udseende, dog inspireret af ældre wurlitzer modeller i stor stil. Selve kabinettet blev designet ud fra størrelsen på de komponenter der skulle være inden i, derfor den lidt større bund til at rumme forstærkeren.

Der blev også brug for stort set alt værktøj jeg har til træarbejde. Kanten omkring skærmen blev fræst i  45 grader, og jeg kom i tanke om hvorfor MDF er mit yndlingsmateriale til fræsearbejde. Spån flosser som bare pokker, men så er det godt at sandspartel blev opfundet:


Toppen med runding blev lavet med tynd krydsfinér der blev limet og skruet fast i for- og bagside af spån. Rørene på siderne er lavet af papruller fra papir til en storfomatprinter, men kan nok klunses hos en skiltemand der som regel har dem liggende ii frøs mængder.

Første prøvesamling af kabinettet:

Da alting - heldigvis - passede sammen som det skulle, beklædte jeg kabinettet med imiteret læder, og rørene fik noget hyldeklæber i valnødde-finish. Det der ikke er lavet endnu på billedet ovenfor, er lysskiltet hvor der står music. Da min stiksav stod af undervejs i projektet, var jeg så heldig at kende nogen der kunne laserskære i krydsfinér og fik ham til at skære en plade med lidt luft omkring, som jeg skar ud til og fræste ned i plan med spånpladen på fronten og igen fik lidt hjælp af hr. sandspartel. I samme vending fik jeg skåret nogle plader med ikoner til knapperne, så jeg kunne sætte lidt lys bagved for at lette navigationen i mørke, som fester jo ofte byder på.


Set bagfra kan man se håndtagene i siderne til at bære boxen, og bagpå er der monteret højttalerterminaler. Første test viste at jukeboxen overophedede og computerens termosikring slog fra, så noget måtte gøres for at styre varmen. I bunden er boret en række huller der fungerer som luftindtag, og i toppen sidder to standard 80mm computerblæsere og kører. Der er også en 120mm blæser monteret indeni for at trække varmen fra forstærkeren opad. Læg mærke til det lidt større lufthul hvor ledningen kommer ud. Det er lavet større end de andre så stikket på ledningen kan passere igennem.

Men den skal jo også kunne opbevares når den ikke er i brug. Næste step var en transportkasse, der dublerer som stander for hele herligheden ved at man vender den på hovedet. Der er monteret hjul i bunden af selve jukeboxen så den kan flyttes nemt når den er pakket sammen, og selve kassen flugter med bundpladen når den er pakket sammen. Der er brugt nogle kraftige hængsler til at spænde transportkassen og jukeboxen sammen, og transportkassen har håndtag i siderne også. Indvendigt er der monteret et par støtteklodser som selve jukeboxen's bagside hviler på under transport, og jukeboxens bundplade har fået nogle små styreklodser monteret i hjørnerne på undersiden så den ikke kan flytte sig når man først har sat den på transportkassen.



Teknikken


Samlet set består teknikken af:
15" fladskærm
450mhz computer
Forstærker
USB strømskinne 
Knapper
Et gammelt tastatur
Et par sengelamper
6 dioder
2 højttalerterminaler
Strømforsyning til modeltog(til at forsyne dioderne med strøm...)
en remote-extender


Først splittede jeg den gamle computer ad, så komponenterne kunne monteres på bagpladen der også fungerer som låge.


Dernæst skærm og et tastatur som man ikke har et kært forhold til:

Gammel skærm, splittet ad inkl strømforsyning.
Til venstre ligger printkort fra et gammelt tastatur klar
med ledninger loddet på til kontakter på forsiden.
Et lille kig ind i den samlede og kørende jukebox:


Det er måske ikke det kønneste syn, men det fungerer som det skal. nederst på lågen ses den store blæser som flytter varmen fra forstærkeren. Øverst sidder to gamle sengelamper fra ikea, som oplyser skiltet i toppen. En USB strømskinne sørger for at alting tænder og slukker sammen med computeren. En remote extender sørger for at man kan bruge fjernbetjeningen til forstærkeren kan bruges udefra, man skal dog sætte den helt op til lysskiltet i toppen, men det er nemmere end at åbne og dreje på volumenknappen.

Softwaren
Softwaren der bruges hedder silverjuke. Det er et godt og gennemtænkt stykke software til en beskeden pris, og det kan virkelig tilpasses meget både med skins og funktionalitet. Det understøtter sågar møntindkast. Udviklingen af programmet ser dog desværre ud til at være gået i stampe, men de funktioner det har fungerer upåklageligt. 

Valget faldt på silverjuke af flere grunde: 
Det kan køre fuldskærm(Kiosk mode)
Man kan tilpasse tastaturgenveje
Det fungerer visuelt, meget som en ægte jukebox med plader
Det kan faktisk styres med kun 5 taster(op, ned, højre, venstre og vælg)
Det kan køre på mac, og det var tilfældigvis sådan en computer jeg havde til formålet.

Man skal dog sørge for at lave sit skolearbejde med at udfylde id3 tags i sine mp3 filer nøje samt sørge for at coverbilleder er ligger i rette mapper for at oplevelsen bliver god. Der gik en del tid med at finde musik, og mængden er mindre vigtig end kvaliteten. Der skal ikke ligge for meget på, for så tager det alt for lang tid at komme fra a-z når man kigger musik, men det skal dog være så varieret at der kan spilles en hel eftermiddag/aften/nat så alle årgange i selskabet er tilfredse. Heldigvis er det ikke greatest 60's, 70's, 80's osv. opsamlinger der mangler i verden.

Så manglede der lige at sørge for at systemet kan startes og slukkes på en måde som er hensigtsmæssig for en computer. Jeg lavede et lille applescript der køres ved start, som starter silverjuke og sender en kommando om at den skal gå i fuld skærm. En lille kontakt inden i boksen som tilgåes ved at åbne lågen bagpå, udløser et andet lille applescript som lukker silverjuke og lukker computeren ned.

Etiketter: