I dag har jeg været til hvidløgskonkurrence hos Frøsamlerne, hvilket er rigtig hyggeligt, men med stor risiko for hvidløgsånde! Jeg fik desværre ikke taget nogle billeder dernede, det glemte jeg, men jeg fik da taget af det jeg kom hjem med og hvad jeg deltog med.
Mit rødeste, hvideste og største hvidløg
Det er en hyggekonkurrence i største, rødeste og hvideste hvidløg, samt den flotteste hvidløgsranke. Jeg kunne godt have ønsket mig at have deltaget med nogle lidt større hvidløg, men det må blive næste år. Det største jeg kunne komme med var et Estisk Rødt hvidløg, som var næsten helt hvidt og det rødeste jeg kune komme med var et flettehvidløg jeg købte i Irma sidste år.
Amish onion (etageløg), Vigor, Alexander Tjetanov og Inchelium Red
Vigor er den sort der havde det største løg i år (sidste år var det 'estisk rød'). Alexander Tjetanov laver yngleløg i toppen (den grønne der ligger ved siden af) hvorimod Inchelium Red laver yngleløg i skaftet (også højere end her på billedet). Amish Onion (etageløg) kan man høste hvert år, det skulle smage som alm. løg og man kan bruge både løget under jorden og topløgene. Grunden til jeg gerne vil dyrke det, er at man faktisk kan lade løget stå og høste topløg hvert år, så jeg havde tænkt mig at placere dem i et staudebed og så ikke tænke mere over det, men forhåbentligt bare høste topløg hvert år af dem. Jeg vandt ikke nogle af de 4 konkurrencer, men jeg fik dog en trøstepræmie for "det modigste hvidløg", som gik til mit lille pillede røde hvidløg fra Irma. Trøstepræmien var en hjemmelavet sæbe fra Søren som jeg er meget glad for og den er straks placeret i min nyindkøbte sæbeskål, jeg købte for få dage siden.
Mit modige præmiehvidløg og præmien i den nye sæbeskål