Frø af chili

Lige nu blomstrer chilierne i drivhuset, der er dog en del, der ikke har haft de første udsprungne blomster endnu, men de er godt på vej. 
Da jeg gerne vil høste frø af egne chilier, så jeg kan så nye planter til næste år, er jeg gået i gang med at isolere blomsterne.
Bestøvet Holy Mole chili blomst, man kan se blomstens midte svulme og snart visner blomsten af
Selvbestøvende
En af de skønne ting ved chili er at den er selvbestøvende. Det vil sige at planten kan bestøve sine egne blomster, den behøver ikke at have en anden chiliplante til levering af pollen. Det gør det altså ret nemt at tage frø af en plante og derved få den samme sort ud af de frø.
Men selvom den er selvbestøvende, betyder det ikke at den ikke kan bestøves af andre planter og det er svært at holde insekterne ude af drivhuset og helt umuligt hvis man har planterne stående udenfor.
Så hvis man vil være sikker på at planten bestøver sig selv skal man isolere blomsterne eller hele planten inden blomsterne åbner sig, så man ikke risikerer at der kommer en bi forbi med fremmed pollen.
Omvendt set, hvis man ikke har aktive insekter og der er helt vindstille i drivhuset de dage en blomst blomstrer, kan man risikere at støvfangeren ikke engang får sit eget pollen, trods den korte vej, og så vil hele blomsten ryge af fordi der ikke er sket bestøvning.
Chiliblomst med støvfang og støvknapper med pollen
Isolering og bestøvning
Jeg har ikke plads til at isolere en hel plante, så jeg klipper nogle tefiltre til og sætter ud over de enkelte blomster, inden de åbner sig.
Når blomsterne så åbner sig, puffer jeg forsigtigt til posen, så jeg er sikker på at den får afgivet sit eget pollen fra støvknapperne til støvfanget (i midten af støvknapperne). Man kan også åbne posen og gøre det med en blød pensel eller forsigtigt med fingeren.
Så venter jeg til blomsten visner og blomstermidten (den kommende chili) svulmer op. Nu kan posen tages helt af, da man nu er sikker på den har bestøvet sig selv.
Det er nu en god idé at binde en snor eller sløjfe og den gren chilien sidder på, så man er sikker på hvilken chili man skal tage frø fra, når den er helt moden.
Jeg lader chilien modne helt på planten og så lader jeg den ligge på køkkenbordet til den rynker en anelse, så jeg er sikker på den er færdigmoden, og så skraber jeg frøene ud.
En tepose udover en chiliblomst og blade, bundet let til med bomuldsgarn
Tefilter klippet til med et hak, så synes jeg den hviler bedre på grenen 
Enden mod planten er lukket med tapen, den anden ende er foldet så man let kan komme ind


Etiketter: ,