Kaninunger 1 måned

Så er kaninungerne blevet 1 måned gamle og er nu meget mere modige end for en uge siden.
De kommer selv frem selvom Agnes ikke helt tør, og hvis man bevæger hånden helt roligt og langsomt, bliver de fleste siddende og snuser til den. 
For en uge siden kom de ikke frem til græsset før jeg havde lukket lågen, men nu springer de frem så snart jeg har lagt det. Men de skynder sig væk i første omgang, men de viser mere og mere tillid som dagene går.
Kaninunger 4 uger gamle
Vi er nu oppe på at fylde en murspand til dem (minus en håndfuld som Albert får) og de guffer lystigt i sig. 
Det meste er græs, men jeg hiver også en masse unge skvalderkål og mælkebøtterne er også ved at blive store nok til at plukke og jeg har set enkelte blomster på vej.
Af grene er de helt vilde med at gnave barken og knopperne af æblegrene og de spiser rub og stub hvis jeg kommer med unge pileskviste på under 5 mm i diameter.
Så der er ved at komme godt gang i gødningsproduktionen og det er skønt for det er et super bidrag til de nystartede kompostbunker jeg har gang i!
Efter en lang og travl dag på arbejdet er det en skøn afveksling at fylde en spand med grønt og sidde at kigge på små kaniner der spiser, men fuglene synger!
Så glemmer man alt andet og er bare i nuet, ligesom dyrene :)

Etiketter: