Henkogt rabarber med violer og solbærblade

Jeg har for nylig fundet ud af (Tak Frk. LilleNørd!) at de bitte små violer vi har i græsplænen overalt i haven, kan spises! Og ikke nok med de kan spises, så smager de bare helt vildt godt. 
Efter jeg har prøvet at kombinere rabarber og solbærblade, kan jeg nærmest ikke lade være med det mere, når jeg skal lave noget med rabarber. Jeg synes de klæder hinanden så godt, og så er det rart at lave noget med en smag af solbær uden det overdøver alt andet.
Nu har jeg så prøvet at kombinere de 3 ting i en herlig marmelade, som kun varede et par dage, så jeg skal have lavet noget mere her i weekenden, inden de sidste violer er væk og solbærbladene bliver for grove.
Rabarber, martsvioler og nye solbærblade klar til en tur i ovnen
Henkogt rabarber med violer og solbærblade
250 g rabarber 
100 g rørsukker 
1 spsk hjemmelavet vaniljesukker
2-3 spsk finthakket nye solbærblade
1 håndfuld violer (blomsterne)


Rabarberne snittes i små stykker.
Jeg kom skiftevis et lag af hver ingrediens, så det hele var godt fordelt i et 1/2-liters patentglas. 
Min rabarber er vist mere sur end normalt, så sukkermængden skal måske reduceres for andres.
Glasset kom i ovnen (uden at lukke patent-låsen) ved 160C, da jeg var ved at bage en kage som skulle bages ved 160C. Jeg glasset ud da det hele var smattet sammen, ca. 3 kvarter efter.
Men man kan godt prøve at ramme den gyldne tid, hvor rabarberen er henkogt men stadig holder formen.
Når det er kølet en lille smule låses patentglasset, så man kan gemme det uden at tilsætte atamon. Det klapser godt sammen i ovnen, så man kan også lave det i et fad og så overføre det til glas bagefter, så skal der bare noget atamon i, for at undgå mug.


NOTER: Næste gang vil jeg lade det stå og safte lidt, efter jeg har blandet glasset, inden jeg smider det i ovnen.
Det smagte så lækkert, det er absolut det bedste rabarberguf jeg har lavet, der kan bruges som marmelade.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af om violerne giver nogen smag, måske skal der lidt flere i. Jeg har læst at man kan overhælde dem med kogende vand og få et udtræk der smager af violer, så det er nok ikke varmen der gør at man ikke smager dem så tydeligt. 
Henkogt rabarbermarmelade med mild smag af solbær

Etiketter: , , ,