I serien "Matador" som jeg er vokset op med, husker jeg tydeligt Fru Konsulinde Holm og Misse Møghe der sad og hæklede lapper til et slumretæppe fordi konsulinden havde fået et kædebrev og de ville gerne lave et slumretæppe til deres mænd.
For lang tid siden fik min svigerinde et slumretæppe med oldemorsfirkanter og siden da har jeg tænkt på om det skulle være et projekt.
Det virker jo meget overskueligt at man kan hækle en lap og så lade det ligge til man har lyst til at hækle en til. Men det bedste ved det hele er at man kan bruge restegarn! Så man kan lave et tæppe ud af noget som skulle smides ud. Min mors kollega har nemlig givet mig en stor pose med små rester af garn, som bare skulle kasseres. Der er nok ikke nok til et helt slumretæppe til Jacob, men måske til hunden :)
Mon ikke min mor har lidt liggende i gemmerne hun skal kassere og så kan man jo altid høre kollegaerne.Mange gange ligger ting man vil kassere lidt længere, fordi man håber at finde et formål og så en dag får man et flip og tager en ordenlig oprydder.
De fleste danske slumretæpper jeg har har set har været med en sort kant, men jeg fandt nogle engelske med hvid/råhvid kant og det gjorde dem mere sommerlige og friske, så jeg tror jeg starter med et sommerslumretæppe med hvid kant og så kan jeg se på om der kommer et vintertæppe senere hen.
Fænomenet oldemorsfirkanter findes også i USA (og sikkert mange andre steder) hvor det hedder Granny Squares. Så jeg googlede begge og fandt nogle gode sider med vejledninger samt engelske videoer på youtube.
Den jeg er gået i gang med er en opskrift jeg selv har sammensat, da jeg ikke helt kunne finde det look jeg ville have. Jeg ville have den skulle være rund i midten, men stadig hullet og luftig, da det er et sommertæppe.
|
De 3 kandidater til slumretæppet |
Den første kandidat synes jeg var for firkantet, men tilpas luftig, den sidste synes jeg er for tæt men ellers pænest, så jeg lavede en kombination, den i midten, som både er rund og luftig.
Jeg laver sommertæppet med den hvide kant i ren bomuld, for at den ikke bliver så varm, og så bliver den lavet af 100% restegarn som folk har kasseret. Så den kommer til at blive dejlig spraglet at se på i farverne.
Danske vejledninger:
Etiketter: Genbrug, Hækle, Håndarbejde