Grøntfoder til kaniner

Jeg tilstræber at kaninerne skal have noget grønt hver eneste dag, udover deres halm og kaninpiller.
Jeg ville allerhelst fodre dem fuldt ud på grønt fra haven, men jeg har endnu ikke nok indsigt i hvad deres reele behov er, så indtil videre får de kraftfoder i form af piller. Men da det jo er slagtekaniner, håber jeg med tiden at jeg kan sammensætte en grøn kost til dem, så vi slipper helt for kaninpillerne.
Jeg har ledt på nettet og læst i nogle kaninbøger på biblioteket, for at få lidt inspiration til hvad de må få fra naturen, så vi også kan få lidt gulerødder til husforbrug.

Gratis tilskudsfoder
Jeg synes det giver god mening, at kaninerne spiser noget som er lige ved hånden i haven, som vi alligevel ikke kan spise, men som de kan omdanne til kaninkød (og gødning). Samt tror jeg også på, at de kan lide variationen i det grønne fra haven, de springer i hvert fald hurtigere på det end gulerødderne.
Når jeg tager fra træer og buske, tager jeg både grene og blade, man finder hurtigt ud af hvilken tykkelse gren de helst vil have, da de så forsvinder helt, ellers spiser de kun barken. Men jeg giver dem også tykke grene for de gumler stadig lidt på dem, så de får slidt deres tænder.

Jeg har lavet en liste, til inspiration (og lidt til at huske).
Jeg har testet alle planter på egne dyr og der er ingen der har fået maveproblemer eller faldet død om.
Jeg giver dem oftest græs og mælkebøtter og så den gren jeg møder på vejen af de nævnte herunder.

Grønne planter:
Højt græs
Mælkebøtter
Vejbred
Døvnælde og brændenælde
Skvalderkål
Fuglegræs
Brombærgrene
Hindbærgrene
Jordskokker (både knolde og det grønne)
Solsikker (både frøene, i små mængder, og det grønne)

Træer og buske:
Pil
Poppel
Eg
Hvidtjørn
Æbletræer
Pæretræer
Bøg
Birk
Hassel

Etiketter: