Skrukhøns i særskildt gård
I går satte jeg alle kyllerne ind under de 2 skrukke damer.
Jeg ventede til i går i stedet for i forgårs om aftenen, da jeg lige ville se om hønerne blev liggende når nu jeg flyttede dem i en særskilt løbegård (det var meningen at de skulle flyttes lidt før). De fik 3 falske rugeæg hver at ligge på. Samtidig skulle vi hente 4 stk Maran kyller, som ligeså godt kunne komme ind samtidig med Scan Labelle kyllerne.
Operation kyllingeadoption
Så i går eftermiddags satte jeg kyllerne sammen under varmelampen og da de havde kigget hinanden an og blevet forenet, prøvede jeg at smugle en kylling under hver høne.
De fleste siger at det skal foregå om aftenen, men jeg eftersom jeg ikke er hjemme dagen efter og se om de adopterer dem, ville jeg være sikker på de tager dem til sig. De falske rugeæg lod jeg ligge, i håb om at hønerne så blev liggende selv om der var "en kylling der klækkede".
Jeg løftede vingen og puttede den forsigtigt ind under hønen, inderst ved det ene ben, der var lige en luftlomme til en lille kylle. Hønerne blev liggende og klukkede lidt.
En halv time efter kiggede jeg til dem og alt var i skønneste orden så de fik et par stykker til.
De sidst kyller røg ind ved tusmørke og der fjernede jeg så rugeæggene.
Det var ikke sikkert det var gået, hvis hønerne ikke er så tamme som de to er, de kommer altid løbende til mig når jeg kalder og jeg kan tage dem op og hive dem i ben og vinger uden så meget som et bok.
Da jeg flyttede dem til hver deres skrukgård (lille løbegård med småtmasket) net) rejste de sig ikke engang, de blev bare liggende som jeg havde lagt dem, fuldstændig klistret til gulvet.
|
Kyllingerne ser hinanden an |
|
Skrukhøns i 2-delt skrukhus |
|
Kylling kigger ud under sin nye mor |
Etiketter: Avl, Høns