Udover at have været på Pometet i denne weekend, fik vi sat glasfilt op i det nye soveværelse.
Der er blevet spartlet og slebet til den store guldmedalje, da glasfilt skulle være temmelig utaknemmeligt med hensyn til småbuler. Det er blevet malet med forankringsgrunder og herefter rullede vi vævlim på og påsatte glasfilten. I loftet overlappede banerne hinanden og der blev lagt en lineal henover overlapningen og skåret en linje. På den måde passede banerne perfekt sammen.
På væggene stødte vi banerne sammen og det gik faktisk rigtig godt og var lidt hurtigere.
Jeg har læst på lav-det-selv.dk at der er nogle der, i stedet for grunder bruger en omgang vævlim da den er billigere og skulle mætte væven ligeså godt som grunder.
Vi har talt om at male første lag med vævlim, derefter grunder og så til sidst med maling, da vi er bange for at blyantstreger og spartelmasse vil trænge igennem malingen hvis der ikke er grunder. Og så har vi forkøbt os i vævlim, så vi vil gerne have brugt lidt mere af den :)
I stedet for tapetbord lagde vi en gipsplade på gulvet, som gav en jævn og støvfri overflade at arbejde på.
Ved kantskæring satte vi en bred spartel helt op af kanten og skar lige ved siden af, det gav et flot, tæt og skarpt snit.
Etiketter: Renovering