Jeg har længe ønsket at lære at pode, men da jeg kun har haft en altan, har det begrænset mig lidt i mine udfoldelser da den i forvejen var fyldt til bristepunktet.
Men nu har jeg 2 ha at boltre mig på, så nu skal jeg i gang.
Jeg har mange planer/ønsker/håb, men det er lige med at finde ud af hvor det er nemmest at starte...
Jeg er vældig fascineret af planteformering og hver gang jeg har set en ny plante er den blevet udsat for prøvelser; frøformering og vegetativt, enten ved deling eller stiklinger (taget på forskellige årstider).
Alt kan formeres, ellers fandtes det ikke! Så det er bare med at finde koden til hvordan!
Sukkulenter skal man f.eks. knække en stikling af og lade såret tørre (kallus-dannelse) og derefter i jord, hvorimod pil sætter rødder bare du sætter dem i en vase med vand.
Nogle frø skal faktisk udsættes for (skov)brand, da røgen aktiverer dem og på kun den måde kan man få dem til at spire.
Nå men nu skal jeg ud i podningens verden og jeg har lidt på bud:
Vindrue, både til sirup/saft, vinifikation og kerneløse spisedruer
Pære, både spise og til perry (hvad cider er for æbler)
Blommer, indtil videre kun til syltning og spise
Kirsebær, søde til spisning
Æble, vil gerne prøve at lave flere sorter på 1 træ + til cider
Hassel, opstammede hasseltræer
Og den store eksamen:
Valnød, for hurtigere frugtsætning
Valnød skulle især være vanskelig da den, efter podningen, skal have meget varme i 4 uger og den derefter vil mugne, derfor de høje priser på planteskolerne.
Jeg har kontaktet Podemesteren, Boi Jensen, for at høre om han har et godt forslag til hvor jeg skal starte. Han sælger grundstammer og podevoks: De gamle sorter
Han afholder kurser i podning, men desværre bor han i Holstebro så det er lidt langt at køre. Så nu må jeg kaste mig ud i det selv og ellers må jeg tage turen over til det mørke Jylland.Etiketter: Frugttræer og buske, Podning